I Kosmos nr. 5, 2018, i artiklen “Sygdommes indflydelse på en ny inkarnation”, som er et brev hvor i Martinus svarer på spørgsmål i forhold til sygdomme og kommende inkarnationer, fremkommer der en særdeles interessant detalje; nemlig denne:

“Men rent fysiske organiske sygdomme, der ikke er nedbrydende af de åndelige talentkerner, følger som regel ikke med over i det nye fysiske liv. Væsenet kan derfor fødes i dette nye liv meget sund og frisk og være ganske uden de de sygdomme eller fysiske defekter, det har i det nuværende liv.”

Martinus forsætter:

“Det er jo netop derfor døden eksisterer, for at menneskene i visse tilfælde kan blive befriet af en ubrugelig organisme.”

Og læg særligt mærke til dette sidste her:

“Hvis den fejlagtige levemåde, som var årsagen til sygdommen i sidste liv, forsætter i det nuværende liv, kommer sygdommene meget hurtigt frem igen.”

Og lidt længere nede i artiklen:

“De skriver at deres ryg, blod, blære og tyktarme er slemt angrebet. Disse sygdomme eller svagheder vil ikke blive ført med over i den ny inkarnation.”

Det er ikke fordi jeg har tænkt særligt dystert over det, set i lyset af min egen situation med en diagnose stillet i 2001, Morbus Crohn. Jeg har mere tænkt at alt det gode jeg gør, gør det hele meget bedre næste gang. Men her siger Martinus jo at det slet ikke følger med, med mindre jeg forsætter den levevis som skabte sygdommen i første instans i mit næste liv 🙂