Martinus kommer ind på noget meget centralt i livet i symbolforklaringen til symbol 16, Evighedslegemet, stk. 16.8, hvor han siger, at livet ikke er ment til at være en lidelse. Det har det aldrig været og vil aldrig være det. Det er en opfattelse vi har når vi ikke forstår livet og særligt skæbneloven eller mere ret; Årsags- og virkningsloven.
“Vi skal her blot bemærke, at det ikke er livets mening, at væsenerne skal pines, lide og have det ondt eller smerteligt. Det er derimod livets mening, at de skal lære deres egne fejlagtige handlinger at kende. Men når denne erkendelse er opnået, og væsenet ikke mere udløser sådanne handlinger, der skaber smerte og lidelse, behøver det jo ikke mere at få virkningerne af disse. Da væsenerne har et ocean af fejlagtige handlinger, hvis virkninger er på vej tilbage til dem, er det godt for dem at vide, at de ikke kan få virkningerne og de deraf følgende lidelser eller smerter, hvis de i dag virkelig af kærlighed ophører med at manifestere den slags onde handlinger. Væsenet kan således blive fri for virkningerne af handlinger, som det i virkeligheden har tilgode, hvis det forinden, disse kommer tilbage, har forandret sig således, at det ikke mere kan udløse de nævnte onde eller mørke handlinger. ”
Stykket er i det hele taget ret så interessant, da Martinus taler om syndernes forladelse 🙂
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=67&stk=16&pkt=8
Og i stk. 16.9 forsætter han:
“Det er ikke lidelsen for lidelsernes skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig.”
Recent Comments