I artiklen, “Sansedefekter”, fra Kosmos nr. 9, 1992, kommer Martinus ind på hvad kulmination af sygdom er for en størrelse. Nogle vil nok tænke, at der er da særdeles ubehageligt, men ser vi det i et kosmisk perspektiv, så er det virkelig en så genial forordning, at man ikke kan ønske sig noget bedre.

Ja det lyder måske lige så vanvittigt, men det har sin nøje logik og kærlighed. Logikken ligger i, at vi jo har fri vilje til at prøve alle mulige ting af, så som bl.a. alkohol og narkotika. Disse ting vil i sin sidste instans føre til det Martinus kalder for åndssvaghed.

Og hvad er så det geniale i det, tænker du nok. – Jo, ganske enkelt dette, at der er en grænse for hvor langt vi kan synke i fordærv. Vi ødelægger ganske enkelt vores egne muligheder for at indtage mere skidt som er nedbrydende og ødelæggende for os. Dette sammen med lidelsen af den derpå følgende manglende livsudfoldelsesmulighed, gør at vi vender “snuden” den anden vej, hvor vi så i stedet for går mod sundhed og opbygning.

Og det er da absolut kærlighed, ikke at kunne synke i et evigt fordærv og helvede. Det har ganske enkelt sin begrænsning i, at den krop vi bruger og dermed nedbryder, er den selvsamme stopklods for at dette evige helvede og fordærv 🙂

Under stykoverskriften, Nogle mennesker er på vej til at blive åndssvage, og nogle er på vej ud af denne tilstand, skriver Martinus meget tydeligt om disse ting.

“De kan liv for liv gå nedad og blive svagere og svagere for til sidst at nå en kulmination, hvor så at sige alle sanserne er blevet defekte, og vi kender denne sygdomstilstand, der desværre er meget udbredt, som “åndssvaghed”.”

Det er et meget interessant tekststykke, så vi tager lige noget mere af det med.

“Talentkerner kan være defekte og ødelagte, således at de tilsvarende organer, der nu skulle bygges op, bliver tilsvarende defekte. Således kan menneskene tilegne sig defekte talentkerner, der bringer dem nedad, og får deres organisme til at degenerere. De kan liv for liv gå nedad og blive svagere og svagere for til sidst at nå en kulmination, hvor så at sige alle sanserne er blevet defekte, og vi kender denne sygdomstilstand, der desværre er meget udbredt, som “åndssvaghed”. Det er kulminationen af sygdom, det er kulminationen af afsporinger, som menneskene har tilegnet sig igennem nedbrydning af organismen gennem flere liv.

For dem, der kender detaljerne og kan iagttage de menneskelige foreteelser både udvendig og indvendig, er det let at se, at der i den daglige tilværelse findes mange mennesker, der er på vej nedad. Man kan se, at hvis de bliver ved på samme måde, vil de i løbet af det næste eller det næste liv igen blive totalt åndssvage. Der er også nogle, der er på vej ud af denne tilstand, man kan se, at de har været åndssvage, og at de nu er på vej opad.”

Og så stiller Martinus til sidst nogle særdeles gode spørgsmål vi kan stille os selv.

“Her er det fremstillet i dets groveste form, men for det virkelig alvorligt tænkende menneske, som gerne vil skabe en sund organisme, bliver spørgsmålet: Hvad er jeg i færd med i dag? – Lever jeg sådan, at jeg kan være sikker på, at jeg har mine fulde sanser i næste liv? – Er mine sanser allerede defekte, eller er jeg i færd med at ødelægge nogle af disse sanser?”

http://www.martinus.dk/da/kosmos/kosmos/1992/kos1992-09-163.php