Der kommer nogle ret så interessante ting frem i Livets Bog, bind 6, stk. 2181, hvor Martinus bl.a. taler om vores kropstemperatur og at den er et balancepunkt mellem tyngdeenergien og følelsesenergien:
“Disse to grundenergier i deres fysiske reaktioner som varme og kulde har deres normale fysiske balancepunkt i væsenernes såkaldte “normaltemperatur”. Denne normaltemperatur udgør altså grænsepunktet for, hvad væsenet kan tåle af varme og kulde eller den særlige form for mellemkosmisk spænding eller livskraft i den fysiske organisme, som kombinationen af de to mellemkosmiske, elektriske grundenergier, tyngde og følelse, afføder.”
Han fortæller også noget meget interessant lige efter i stykket:
“I begge situationer kalder vi det “feber”. Denne feber kan i visse tilfælde være medvirkende til helbredelse af sygdomme, men dens dybeste årsag betyder i virkeligheden en begyndende kortslutning af den kontakt, med hvilken væsenets mellemkosmiske, elektriske system er forbundet med det makrokosmiske, elektriske system, i kraft af hvilket den fysiske organisme opretholdes.”
Læg mærke til, at Martinus fortæller, at feber i “visse tilfælde [kan] være medvirkende til helbredelse” (min fremhævning af visse), men samtidig siger at “dens dybeste årsag betyder i virkeligheden en begyndende kortslutning“. Dermed sagt, at det faktisk er ret alvorligt at have feber. Det ved vi jo også godt fra vores lægeverden, at det tager de meget alvorligt. Men her får vi en åndsvidenskabelig forklaring på det.
Og det er så i slutningen af stykket, at Martinus føjer død til en mulig udgang af en febertilstand:
“Og hvis denne feber eller begyndende kortslutning ikke standses, vil den blive så total, at al forbindelse mellem væsenets psykiske eller elektriske system og dets fysiske organisme totalt ophører. Og vi har her for os en af de totale kortslutninger af den fysiske organisme, der i dagliglivet udtrykkes som “døden”.”
Recent Comments