I bogen, “Grand Kursus”, stk. 145, skriver Martinus noget, som måske kan lyde lidt mærkeligt, nemlig dette:

“Jordkloden i sig selv er i virkeligheden færdig, men alt det med drab og mord skal forsvinde, …”

Man kunne godt lade sig forlede til at forvirre over dette, som kan lyde lidt selvmodsigende, men husker vi på, at vi mellemkosmiske væsener her, dyr og mennesker (hvor det primært er menneskene) er jordklodens hjerneceller, og at de udbrud, bl.a. krige, vi har mellem hinanden, er jordklodens tanker, så ser det hele faktisk ikke så slemt ud igen.

Tænk blot på dig selv og din egen tankeverden. Martinus fortæller flere steder om vores vredestanker, hvordan de udløser krigstilstande og katastrofer i mikroverdenen. Når vi så tager og trækker parallellen over til jordkloden og menneskeheden som helhed, så begynder billedet at tone frem. Vi er jordklodens mikroorganismer, så når den tænker noget knapt så kærligt, så os her på kloden der ræsonerer med disse tankeimpulser; Går bersærk. Går i krig.

Kigger vi så tilbage på os selv og tænker på vores egne ukærlige tanker, så er det jo ikke noget vi mærker så slemt til. Jo jo, et godt vredesudbrud kan trække megen energi og gøre os trætte. Det kan også give os betændelsestilstande og andet. Men det er jo dog alligevel ikke det store for os. Det er blot fordi vi oplever i vort mellemkosmos, jordkloden på tankeniveau, og derfor virker det hele så voldsomt – Men rent faktisk er kloden bare lidt i en sidste diskussion med sig selv om at give slip på de sidste rester af ukærlige tanker.

Og ja, pludselig giver noget der umiddelbart ser selvmodsigende ud, mening 🙂

Her kommer lige et større udsnit af teksten, som er en del af en kort gennemgang af Symbol 27, Jordklodens kosmiske stråleglans, Martinus er i gang med.

“Vi ved jo, at menneskene på jorden ikke er færdigudviklede. Jordkloden i sig selv er i virkeligheden færdig, men alt det med drab og mord skal forsvinde, og der er endnu mange dyr, som skal uddø. Jordkloden skal engang blive til et glimrende beboelsessted for væsener, der ikke kan dræbe, der ikke kan myrde, for væsener, der elsker deres næste som sig selv.”