Ja nu vil nogle nok tænke, “Kan det være rigtigt?”, det Martinus nu skriver her i bogen, “Grand Kursus”, stk. 132, at dette, at vi drømmer er noget abnormt:

“Det er en lille utæthed, en lille abnormitet, at mennesker kan drømme, for der skulle ellers være lukket. Det er ikke meningen, at det, der foregår, når vi er bevidstløse, skal trænge ind i den nuværende fysiske hjerne og komme frem til vor bevidsthed her. Det hører natbevidstheden til. Den skal være lukket. Men ved abnorme tilstande, ved dårlig fordøjelse, mavepine eller anden smerte, så bliver søvnen ikke det, den skulle være, det vil sige, man ligger halvvågen til psykiske plan og halvvågen til det fysiske plan, og så kan oplevelserne komme til at blande sig med hinanden.”

Og når vi så husker på hvad han har skrevet om søvnens vigtighed for vores nervesystems reparation, hvor han netop også beskriver den “drømmeløse” søvn, som den bedste; Netop fordi der så ikke bliver indblanding af natbevidstheden i dagsbevidstheden, at de oplevelser vi har der ikke blander sig her, så kroppen kan få ro til at regenerere.

Til de ting Martinus har skrevet som årsager, kan vi jo så tilføje en alenlang liste af psykiske årsager, spekulationer, bekymringer, stress m.m. som søvnsaboterende.